Vi lever i år 2010, en digitaliseret og individorienteret tidsalder hvor Facebook er ligeså virkelig som virkeligheden og hvor en brugerprofil på nettet efterhånden fungerer som det mest officielle bevis på en persons eksistens. Alt i hele verden er konstant tilgængeligt på computeren og androidtelefonen og der findes ikke længere retningslinjer for, hvad der er relevante eller vigtige nyheder for folket og hvad der bare er opmærksomhedshunger og fuldstændigt ligegyldige oplysninger. Overalt hvor mennesker kan ses og høres er det ikke længere nok, at høre efter hvad de har at sige om det, de egentlig skal oplyse os om; vi bliver også nødt til at høre om deres livshistorie og privatliv for at kunne relatere til dem – således er seernes ”helt personlige venskaber” med tv-værterne og Facebooks virtuelle udstillingsvinduer et billede på den personfikserede, narcissistiske og totalt offentlige verden vi lever i i dag. Cyberspace, bøger og tv er proppet med almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis har oplevet noget som helst mere spændende i deres liv end så mange andre, men som er overbevist om, at lige netop dé er uundværlige for resten af verdens bevidsthed. Alle som én opdrages nutidens børn til at opfatte sig selv som noget ganske særligt, og hvis ikke de virkelig har noget specielt at føre sig frem med, så er det jo ligeså nemt som ingenting at opdigte et talent eller bilde sig selv ind, at man har ét - et talent der selvfølgelig skal udstilles foran resten af verden som et sandt vidunder, ligegyldigt dets egentlige karakter. For hver eneste nye sæson af X-factor bliver det bliver sværere og sværere at skille juvelerne fra de grå sten og skidt fra kanel. Det ser ud som om X-factor er blevet en almen egenskab, der er nødvendig for enhver at besidde for at blive accepteret i sociale sammenhænge eller i samfundet som almindelighed.
Vi er to syttenårige piger, der er vokset op i og opdraget af lige præcis denne tid. Elektronikken har udviklet sig sammen med os, og i takt med at vi blev ældre lærte vi at skifte vores Gameboy Classic ud med en Colour og senere blev Gameboyen helt skiftet ud med en mobiltelefon og en iPod indtil vi sad og spillede Zoo Tycoon og Sims på en bærbar computer. Siden er computerspillene (næsten) udelukkende blevet skiftet ud med den fabelagtige, bundløse, magiske verden – Internettet. På internettet lærte vi at søge oplysninger, der gjorde os klogere og vi lærte at surfe på flere forskellige sprog og dele vores problemer og opdagelser med andre på nettet. Vi begyndte at se tv på nettet og fik profiler på forums hvor vi opdagede, at man helt selv kunne bestemme sin personlige fremtræden med et valgfrit brugernavn og eventuelt det bedste billede, man havde af sig selv. Da Youtube fik sit gennembrud blev det helt normalt for almindelige kedelige mennesker at lægge private videoer ud af sig selv side om side med pladeselskabernes officielle musikvideoer, der skulle promovere de egentlige stjerner - og vi lærte ud fra observation af disse gale mennesker, at det i mange tilfælde er ligegyldigt om man har noget alvorligt på hjerte, eller bare gerne vil vise resten af verden at man eksisterer ved bevidst (eller oftest ubevidst) at gøre sig selv til grin – det hele går for det meste bare ud på at gøre sig bemærket af frygt for at blive glemt. For det er i virkeligheden dét, alle mennesker går og frygter nu om dage – at de simpelthen ikke vil blive husket mange hundreder år frem i tiden. For hvad var meningen så med at de var her? Derfor skynder alle mennesker sig at oprette en meget relevant blog på Blogspot om sig selv og deres, for andre mennesker, ligegyldige privatliv eller at skrive 100 statusopdateringer i timen om, hvor langt de nu er nået med deres espresso eller den nye carport. Visheden om at alle andre mennesker har mulighed for at følge med i ens liv, skaber en eksistentiel tryghed som vi har brug for som aldrig før, i en verden hvor man kun kan blive for kedelig, for privat eller for glemt.
Efter Youtube tog Facebook et ordentligt skridt ind i det moderne menneskes verden og gjorde sig hurtigt uundværlig for det almindelige menneskes ve og vel og sociale kapital. Og det er så her vi sidder i dag. Facebook er et af de tydeligste billeder på den verden vi er kommet til at leve i – eller netop ikke lever i mere. Det sker så tit at man ser en person sidde fordybet i sin HTC mobil uden at ænse verden omkring sig, og kunne han så ikke ligegodt have ladet være med at sætte sig på den bænk i parken eller på den fortovscafé, hvis han hellere vil lukke sig inde i sit fjerne online-univers? Jo mere online vi forholder os til nettet og diverse applikationer og nyhedstjenester og statusopdateringer, jo mere offline ser det ud som om vi bliver i den virkelige verden, som vi ellers har så travlt med at skrive om i den virtuelle, der er blevet en slags parallel virkelighed. Og selvom det, at fordybe sig på skærmen umiddelbart virker som en meget individuel aktivitet, så er det i bund og grund næsten blevet umuligt at blive indviet i sociale sammenhænge længere, hvis ikke man gør det – man kommer jo aldrig med til festen, hvis ikke man har set invitationen på Facebook.
Og så er der det med personfikseringen og det narcissistiske samfund, som vi ligeledes har fået proppet ned i halsen som en jævn strøm af personificeringer, reality-shows om topmodeller og ligegyldige mennesker, der vil være kendte, deres personlighedsudstillinger, livshistorier og synspunkter på alt mellem himmel og jord – vi har fulgt dem i tv hen på operationsbordet for at se dem få lavet større bryster og vi har oplevet udfordringen ved at være ung mor eller upcoming kendis sammen med dem, vi har set dem synge falsk og tro de er noget, vi har set dem tale godt om sig selv og vi har set dem ryste deres røv op ad Nik og Jay. Alt sammen usund, men ikke desto mindre underholdende hjerneføde, der ifølge de gamle fordærver vores ungsind og gør os til nogle stupide, egoistiske unge mennesker, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert og som kun går op i udseende og penge og hellere skulle tage at læse nogen bøger. Men come on, når sagen skal frem har vi jo alle sammen lært at se forskel på hvad der er reality og hvad der er virkelighed og det vi ved, har vi faktisk ikke altid kun fra Google. Vi griner af dem, der faktisk er til grin og har misforstået det hele, og er lykkelige for, at vi selv besidder mere moderate mængder af idioti og større mængder selvironi end dem på tv. Og selvom vi dansede rundt og prøvede at opføre os ligesom pigerne i de gamle Spice Girls videoer i vores Barbie-gamacher i 90’erne, så er vi trods alt begge to havnet i gymnasiet.
Umiddelbart kunne det lyde som om vi udelukkende ser negativt på alt det her pjat. Men ikke ligefrem – faktisk elsker vi det. Vi elsker narcissismen og at snage i andre menneskers privatliv og at stalke deres Facebook-profil og vi elsker vores eget private udstillingsvindue på nettet – ligeså meget som vi hader det vel at mærke. Vi hader at elske det. For selvfølgelig kan vi godt se galskaben. Men når alt kommer til alt er vi pisse forfængelige og opmærksomhedskrævende og selvom vi ville ønske det var muligt at blande sig uden om, så vil vi allerhelst bare være med i det hele. Vi har lært at det er helt normalt at udstille sig selv og sine tanker, men vi er ligeså påpasselige og seriøse med at holde det mest private for os selv og særligt indviede.
Måske er vi bare direkte produkter af nutidens fordærvende samfund, et par selviscenesættende unge narcissister, uden noget som helst indhold livet der ikke omhandler vores ydre image - to personer der er fuldstændige ligeglade med alle andre mennesker end os selv og den måde vi fremstår på overfor resten af verden, som vi i øvrigt vælger at ignorere, fordi den ikke fortjener ligeså meget opmærksomhed som os. Men vi har trods alt valgt at tro på, at vi ligesom alle andre unge mennesker har lidt mere på hjerte og tænker lidt dybere over tilværelsen, og ligeså meget som vi er indgroet i og udstiller os selv i denne Narkissos’ verden, ligeså meget holder vi af at analysere dén og vores egen rolle i den.
Pointen er, at vi ligesom så mange andre millioner af almindelige mennesker derfor har oprettet denne blog. Ikke for at udstille os selv som personer eller på billeder, men for at dele vores tanker med dem der gider læse dem, eller i det mindste til ære for tankerne selv. Ligesom så mange andre gør. I virkeligheden er det ikke sikkert at vi tænker ret meget anderledes i forhold til alle andre mennesker, men det vælger vi i det mindste at tro på, at vi gør. Forskellen på alle de andre bloggere derude og os, er nemlig bare, at vi rent faktisk er interessante og at vores tanker om stort og meget småt rent faktisk fortjener at blive offentliggjort i folkets almene interesse.
Vi kunne også bare have valgt at melde os til Paradise Hotel, men desværre var vores læber for små og vores intelligenser for store til at nå videre end til de indledende runder. Men når vi er trætte af at blogge engang, kan det være vi udgiver en popsang om at være kendte eller have sex med kendte mennesker.
Vi opfordrer jer alle sammen til at holde fast i jeres egoisme og forfængelighed i fornuftige mængder og at tænke jer om, ligesom størstedelen af os andre gør. Så skal det hele nok gå.
Jeres stort set fortrolige
Kit Jürgens og Julie Gramkow
Vi er to syttenårige piger, der er vokset op i og opdraget af lige præcis denne tid. Elektronikken har udviklet sig sammen med os, og i takt med at vi blev ældre lærte vi at skifte vores Gameboy Classic ud med en Colour og senere blev Gameboyen helt skiftet ud med en mobiltelefon og en iPod indtil vi sad og spillede Zoo Tycoon og Sims på en bærbar computer. Siden er computerspillene (næsten) udelukkende blevet skiftet ud med den fabelagtige, bundløse, magiske verden – Internettet. På internettet lærte vi at søge oplysninger, der gjorde os klogere og vi lærte at surfe på flere forskellige sprog og dele vores problemer og opdagelser med andre på nettet. Vi begyndte at se tv på nettet og fik profiler på forums hvor vi opdagede, at man helt selv kunne bestemme sin personlige fremtræden med et valgfrit brugernavn og eventuelt det bedste billede, man havde af sig selv. Da Youtube fik sit gennembrud blev det helt normalt for almindelige kedelige mennesker at lægge private videoer ud af sig selv side om side med pladeselskabernes officielle musikvideoer, der skulle promovere de egentlige stjerner - og vi lærte ud fra observation af disse gale mennesker, at det i mange tilfælde er ligegyldigt om man har noget alvorligt på hjerte, eller bare gerne vil vise resten af verden at man eksisterer ved bevidst (eller oftest ubevidst) at gøre sig selv til grin – det hele går for det meste bare ud på at gøre sig bemærket af frygt for at blive glemt. For det er i virkeligheden dét, alle mennesker går og frygter nu om dage – at de simpelthen ikke vil blive husket mange hundreder år frem i tiden. For hvad var meningen så med at de var her? Derfor skynder alle mennesker sig at oprette en meget relevant blog på Blogspot om sig selv og deres, for andre mennesker, ligegyldige privatliv eller at skrive 100 statusopdateringer i timen om, hvor langt de nu er nået med deres espresso eller den nye carport. Visheden om at alle andre mennesker har mulighed for at følge med i ens liv, skaber en eksistentiel tryghed som vi har brug for som aldrig før, i en verden hvor man kun kan blive for kedelig, for privat eller for glemt.
Efter Youtube tog Facebook et ordentligt skridt ind i det moderne menneskes verden og gjorde sig hurtigt uundværlig for det almindelige menneskes ve og vel og sociale kapital. Og det er så her vi sidder i dag. Facebook er et af de tydeligste billeder på den verden vi er kommet til at leve i – eller netop ikke lever i mere. Det sker så tit at man ser en person sidde fordybet i sin HTC mobil uden at ænse verden omkring sig, og kunne han så ikke ligegodt have ladet være med at sætte sig på den bænk i parken eller på den fortovscafé, hvis han hellere vil lukke sig inde i sit fjerne online-univers? Jo mere online vi forholder os til nettet og diverse applikationer og nyhedstjenester og statusopdateringer, jo mere offline ser det ud som om vi bliver i den virkelige verden, som vi ellers har så travlt med at skrive om i den virtuelle, der er blevet en slags parallel virkelighed. Og selvom det, at fordybe sig på skærmen umiddelbart virker som en meget individuel aktivitet, så er det i bund og grund næsten blevet umuligt at blive indviet i sociale sammenhænge længere, hvis ikke man gør det – man kommer jo aldrig med til festen, hvis ikke man har set invitationen på Facebook.
Og så er der det med personfikseringen og det narcissistiske samfund, som vi ligeledes har fået proppet ned i halsen som en jævn strøm af personificeringer, reality-shows om topmodeller og ligegyldige mennesker, der vil være kendte, deres personlighedsudstillinger, livshistorier og synspunkter på alt mellem himmel og jord – vi har fulgt dem i tv hen på operationsbordet for at se dem få lavet større bryster og vi har oplevet udfordringen ved at være ung mor eller upcoming kendis sammen med dem, vi har set dem synge falsk og tro de er noget, vi har set dem tale godt om sig selv og vi har set dem ryste deres røv op ad Nik og Jay. Alt sammen usund, men ikke desto mindre underholdende hjerneføde, der ifølge de gamle fordærver vores ungsind og gør os til nogle stupide, egoistiske unge mennesker, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert og som kun går op i udseende og penge og hellere skulle tage at læse nogen bøger. Men come on, når sagen skal frem har vi jo alle sammen lært at se forskel på hvad der er reality og hvad der er virkelighed og det vi ved, har vi faktisk ikke altid kun fra Google. Vi griner af dem, der faktisk er til grin og har misforstået det hele, og er lykkelige for, at vi selv besidder mere moderate mængder af idioti og større mængder selvironi end dem på tv. Og selvom vi dansede rundt og prøvede at opføre os ligesom pigerne i de gamle Spice Girls videoer i vores Barbie-gamacher i 90’erne, så er vi trods alt begge to havnet i gymnasiet.
Umiddelbart kunne det lyde som om vi udelukkende ser negativt på alt det her pjat. Men ikke ligefrem – faktisk elsker vi det. Vi elsker narcissismen og at snage i andre menneskers privatliv og at stalke deres Facebook-profil og vi elsker vores eget private udstillingsvindue på nettet – ligeså meget som vi hader det vel at mærke. Vi hader at elske det. For selvfølgelig kan vi godt se galskaben. Men når alt kommer til alt er vi pisse forfængelige og opmærksomhedskrævende og selvom vi ville ønske det var muligt at blande sig uden om, så vil vi allerhelst bare være med i det hele. Vi har lært at det er helt normalt at udstille sig selv og sine tanker, men vi er ligeså påpasselige og seriøse med at holde det mest private for os selv og særligt indviede.
Måske er vi bare direkte produkter af nutidens fordærvende samfund, et par selviscenesættende unge narcissister, uden noget som helst indhold livet der ikke omhandler vores ydre image - to personer der er fuldstændige ligeglade med alle andre mennesker end os selv og den måde vi fremstår på overfor resten af verden, som vi i øvrigt vælger at ignorere, fordi den ikke fortjener ligeså meget opmærksomhed som os. Men vi har trods alt valgt at tro på, at vi ligesom alle andre unge mennesker har lidt mere på hjerte og tænker lidt dybere over tilværelsen, og ligeså meget som vi er indgroet i og udstiller os selv i denne Narkissos’ verden, ligeså meget holder vi af at analysere dén og vores egen rolle i den.
Pointen er, at vi ligesom så mange andre millioner af almindelige mennesker derfor har oprettet denne blog. Ikke for at udstille os selv som personer eller på billeder, men for at dele vores tanker med dem der gider læse dem, eller i det mindste til ære for tankerne selv. Ligesom så mange andre gør. I virkeligheden er det ikke sikkert at vi tænker ret meget anderledes i forhold til alle andre mennesker, men det vælger vi i det mindste at tro på, at vi gør. Forskellen på alle de andre bloggere derude og os, er nemlig bare, at vi rent faktisk er interessante og at vores tanker om stort og meget småt rent faktisk fortjener at blive offentliggjort i folkets almene interesse.
Vi kunne også bare have valgt at melde os til Paradise Hotel, men desværre var vores læber for små og vores intelligenser for store til at nå videre end til de indledende runder. Men når vi er trætte af at blogge engang, kan det være vi udgiver en popsang om at være kendte eller have sex med kendte mennesker.
Vi opfordrer jer alle sammen til at holde fast i jeres egoisme og forfængelighed i fornuftige mængder og at tænke jer om, ligesom størstedelen af os andre gør. Så skal det hele nok gå.
Jeres stort set fortrolige
Kit Jürgens og Julie Gramkow
Ingen kommentarer:
Send en kommentar