For at starte denne lille anekdote med en godt slidt kliché: kender I det… når man møder HAM på gaden - men godt nok glemte at stoppe og snakke med ham? I stedet for at stoppe op og råbe "fuck, du er lækker, skal vi gifte os og få fire børn og en dalmatiner sammen?" går du nemlig bare videre og drømmer om hvordan han ville være faldet pladask for dig. Det gør vi i hvert fald.
For nylig gik vi over Frederikstorv i en livlig samtale om noget meget ligegyldigt, da vi begge kiggede op og så en meget nydelig ung mand komme løbende imod os. Faktisk var han så nydelig at vi begge to holdt kæft og i løbet af ét sekund begge to glemte hvad vi snakkede om. I løbet af den tid det tog ham at løbe de 7 meter mod os, smile venligt til os og løbe omkring 20 meter længere ned ad gaden forbi os (hvorpå vi selvfølgelig mekanisk havde vendt os om for at beundre ham bagfra) nåede vores hjerner at slå fuldstændig fra og vi befandt os nu i uvis tid i måbende krybdyrtilstand. Kun én gang i et splitsekund fjernede vi blikket fra ham og så på hinanden for at bekræfte at vi stirrede på det samme fænomen. Da han var forsvundet rundt om hjørnet og vi blev i stand til at tænke rationelt igen, var vi begge dybt frustrerede over at ingen af os havde stoppet ham, for som sagt: han ville jo have faldet pladask for os!
Vi snakkede om hvorfor veninder altid samles og snakker om den dreng, de så i byen, som var umenneskeligt flot, men som ingen turde at snakke med, eller den dreng, som rent faktisk smilede så sødt og imødekommende til én, men hvor det var lidt for pinligt at stoppe op og sige ”hey. Du ser fanen fisme sød ud. Hvad hedder du?”.
Vi blev enige om at vi piger skal til at få nogle nosser! Det er jo oftest drengene der kommer hen og siger: ”Hej. Vil du have en øl og snakke lidt med mig?”, for vi tør jo ikke – tænk hvis der ikke er flere penge på kortet, tænk hvis han ikke synes jeg er pæn, tænk hvis han har en kæreste, tænk hvis jeg har en bussemand på kinden, tænk hvis…. Nej! Nu er det på tide at vi tager os godt og grundigt sammen! Nu er det på tide vi er ligeglade med at blive afvist! – vi afviser jo selv drenge gang på gang – og de klarer den med en smart kommentar og et high-five fra kammeraterne!
Efter vi længe havde snakket om, at vi piger skulle få et par nosser, var vi nået op til Studenterhuset. Midt i en sætning, noget i retningen af: ”nu tager vi os søren fiseme sammen!! Det er kraftedd---” stoppede Julie op og stirrede og måbede i den krybdyrstilstand, som vi havde oplevet tidligere. Denne gang var det Julies drømme fyr (som vi har set mange gange før) som kom gående. Flot, selvsikker og med overskud til at give et smil på vejen forbi os og op mod baren... Der gik ikke meget mere end 2 minutter før vi var ude derfra - uden Julie havde sagt et eneste ord til ham…
Det tager åbenbart sin tid at dyrke et par store, gode nosser som dur til noget.
For nylig gik vi over Frederikstorv i en livlig samtale om noget meget ligegyldigt, da vi begge kiggede op og så en meget nydelig ung mand komme løbende imod os. Faktisk var han så nydelig at vi begge to holdt kæft og i løbet af ét sekund begge to glemte hvad vi snakkede om. I løbet af den tid det tog ham at løbe de 7 meter mod os, smile venligt til os og løbe omkring 20 meter længere ned ad gaden forbi os (hvorpå vi selvfølgelig mekanisk havde vendt os om for at beundre ham bagfra) nåede vores hjerner at slå fuldstændig fra og vi befandt os nu i uvis tid i måbende krybdyrtilstand. Kun én gang i et splitsekund fjernede vi blikket fra ham og så på hinanden for at bekræfte at vi stirrede på det samme fænomen. Da han var forsvundet rundt om hjørnet og vi blev i stand til at tænke rationelt igen, var vi begge dybt frustrerede over at ingen af os havde stoppet ham, for som sagt: han ville jo have faldet pladask for os!
Vi snakkede om hvorfor veninder altid samles og snakker om den dreng, de så i byen, som var umenneskeligt flot, men som ingen turde at snakke med, eller den dreng, som rent faktisk smilede så sødt og imødekommende til én, men hvor det var lidt for pinligt at stoppe op og sige ”hey. Du ser fanen fisme sød ud. Hvad hedder du?”.
Vi blev enige om at vi piger skal til at få nogle nosser! Det er jo oftest drengene der kommer hen og siger: ”Hej. Vil du have en øl og snakke lidt med mig?”, for vi tør jo ikke – tænk hvis der ikke er flere penge på kortet, tænk hvis han ikke synes jeg er pæn, tænk hvis han har en kæreste, tænk hvis jeg har en bussemand på kinden, tænk hvis…. Nej! Nu er det på tide at vi tager os godt og grundigt sammen! Nu er det på tide vi er ligeglade med at blive afvist! – vi afviser jo selv drenge gang på gang – og de klarer den med en smart kommentar og et high-five fra kammeraterne!
Efter vi længe havde snakket om, at vi piger skulle få et par nosser, var vi nået op til Studenterhuset. Midt i en sætning, noget i retningen af: ”nu tager vi os søren fiseme sammen!! Det er kraftedd---” stoppede Julie op og stirrede og måbede i den krybdyrstilstand, som vi havde oplevet tidligere. Denne gang var det Julies drømme fyr (som vi har set mange gange før) som kom gående. Flot, selvsikker og med overskud til at give et smil på vejen forbi os og op mod baren... Der gik ikke meget mere end 2 minutter før vi var ude derfra - uden Julie havde sagt et eneste ord til ham…
Det tager åbenbart sin tid at dyrke et par store, gode nosser som dur til noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar