Jeg (Kit) har lige været på en fantastisk tur til Israel, med masser af dejlige mennesker og nye spændende steder, som jeg fik set og hørt om. Men alligevel var det dog på rejsen hjemad at jeg mødte og så det mest fantastiske; det gladeste menneske i hele verden – og det kan jeg sige uden overhovedet at være i tvivl om, om det er rigtigt. Denne mand var simpelthen så umådeligt glad for alt og alle og han gav udtryk for det så det batter!
Mit første møde med ham var da han nærmest råbte ”JESUS LOVES YOU!” til en mand og en dame der tjekkede pas. De kiggede blot meget mærkeligt på ham og ignorerede ham, men et par himmelvendte øjne skulle ikke stoppe ham: ”This is not about religion, it’s just something I feel. He loves you. And I love you! This is wonderful!” og derefter tog han sit pas og gik videre til security området, hvor man skal tage alt sit bedste lir af og køre sin taske igennem en maskine, så enhver kan se at den indeholder en gameboy og en af de dersens kugler man ryster og så er der ”sne” indeni. Men manden lignede ikke engang en der var på nippet til at tænke på, at han måske synes det var irriterende, at han skulle smide sin lange grå frakke, sit brune læderbælte og sin hat, han smilede blot og sagde: ”I’m so glad that you keep me safe. You’re doing your job SO good! I’m so happy that I can be safe because of you! You’re so good to me.” Og det var her at jeg begyndte at elske ham, for han har jo så inderligt ret – hvorfor er det at vi skælder ud, vender øjne og brokker os hele vejen igennem lufthavnen over at vi skal tage vores smykker, ur og jakke af? Så slemt kan det vist heller ikke være ikke at være liret op i 3 minutter. For den lille manøvre kan være livsnødvendig, for det er jo netop der de sørger for at ingen har en kniv eller sågar en bombe med i flyet, hvilket jeg – nu når jeg tænker over det – faktisk er yderst lykkelig over.
Efter dette, så er det man skal igennem porten af stål, hvor ethvert menneske tænker ”ååååh nej! Nu har jeg vel ikke en bombe eller en pistol på mig, som jeg ikke lige har opdaget?” – jeg er selv skrækslagen når jeg går igennem den, mit hjerte hamrer og jeg begynder at svede en lille smule i hver håndflade. Og det bliver kun værre når den bipper og man skal op og stå på det lille podie og blive raget på imens hele lufthavnen kigger på, for det kunne jo være den lille lyshårede skandinaviske pige havde en bombe gemt i hendes skinny-jeans. Men nok om min frygt, Den Glade Mand gik igennem med et smil og da den røde knap begyndte at lyse og den forfærdelige bippen begyndte, grinte han blot og fik af vide, at han skulle tage sine sko af – i dette øjeblik fik han øje på en stol der stod lige ved siden af ham, hvorefter han udbrød: ”Oh my, there is a chair right here!? That is so good. Because I’m a little old, and can’t stand up and take my shoes off, so it’s so sweet of you to put a chair right here so I can take my shoes off. Wow, I’m SO happy! This is wonderful!! I can take my shoes off while I’m sitting, and you take so good care of everybody's security – you guys are the best. Everything is just amazing!” og han fortsatte smøren da han kom over på den anden side, hvor han skulle have sine sko på, og der var endnu en stol, hvor lige præcis han kunne sidde og tage sine sko på. Og det var lige omkring dette øjeblik jeg fik mine første og sidste ord fra ham: mine ting kom ud fra maskinen lige efter hans sko, så jeg tog hans sko og satte ned på gulvet til ham, så jeg kunne få fat i mine ting, fordi jeg ikke gad vente på, at han fik sine sko på – meget egoistisk i virkeligheden, men sådan er verden nu engang. Det var her han udbrød: ”That was so sweet of you! You took my shoes so I can reach them and so that I can get them on my feet faster – that a nice thing of you. You are fantastic! You did that for me without me having to ask you to do it – that is so amazing! You are a nice girl, a really sweet and nice girl!” og det var her jeg først og fremmest fik dårlig samvittighed over at få ros over min egoistiske handling, men blev helt ualmindeligt glad for, at jeg havde gjort det og fordi han blev så glad. Og det var også her jeg kom til at tænke på at vi alle burde have lidt mere af Den Glade Mand i os, for hvis vi blot tænkte en brøkdel af hvad han gav udtryk for at mene om verdenen og dens mennesker, så tror jeg at alle ville blive ti gange så lykkelige. Det må og kan og skal være den eneste kur på lykke – glem det med at dyrke motion, få masser af søvn og lave dine opgaver i god tid – bare vær glad for alle de ting som gør livet lidt nemmere og mere sikkert for dig. Sig ”tusinde mange gange millioner tak for at du gad køre mig til grønthandleren i dag, buschaffør. Det var så ufatteligt pænt af dig!” – hvis du ikke ligefrem har lyst til at sige det, så tænk det, med et smil på læben! Sig ”jeg er simpelthen så glad for at du ville lære mig at to og to er fire, søde frk. matematiklærer! At du har uddannet dig, for at jeg kan lære det, det er da kun noget jeg kan takke dig for – så tak!” Jeg ville da meget hellere flytte mig fra cykelstien hvis nogen ringede med ringklokken af mig, hvis jeg fik et ”tak fordi du ville flytte dig, så jeg kunne komme hurtigere hjem og spise resterne af lagkagen fra igår!” når det skete. Måske ville et ”tak” være et godt sted at starte, da jeg tror at alle mennesker ville blive en smule forvirrede af alle de takketaler og dagsplaner man ville få i løbet af dagen.
Tænk positivt. Vær glad fordi din fætter har lært dig at binde snørrebånd og sig tak til butiksassistenten fordi hun fik dig til at købe den trøje, som du byttede igen dagen efter – for hvis det ikke var for hende, ville du aldrig have vidst at blå velour og v-udskæring simptelthen bare ikke er dig.
På både mine og Julies vegne vil jeg sige tak til vores 2 til 3 læsere! Det er fantastisk, at der overhovedet er nogen som vil bruge sin tid på at læse om vores tanker og ideer og underlige historier. I fortjener fire flødeboller, et par splinternye luffer og mest af alt en klapsalve, så den får I sgu:
http://www.youtube.com/watch?v=4bpqQCTe4WI
Kærligst vi-elsker-jer-alle-sammen-og-hele-verden-Ræsonnementet.
lørdag den 6. november 2010
fredag den 15. oktober 2010
En lille snas om bare ben i burka og glaserede æbler
Nu er det efterhånden længe siden Ræsonnementet har spyttet noget som helst interlektuelt eller med mangel på samme ud. Dette er der selvfølgelig råd for - som følger.
Lige nu sidder jeg og ser på to kvinder i fjersynet, der går rundt på gaden i Frankrig med bare ben i stilletter og burkaer over hovedet for at protestere imod et forbud, der er til stor debat i forhold til ytringsfriheden og menneskerettighederne og alle de store vigtige ting i verden - og alligevel har jeg egentlig mere lyst til at skrive om min store glæde ved og forundring over, at den hyggelige vogn, der sælger glaserede æbler, vafler og brændte mandler til jul, nu er blevet rullet ud på Nytorv og er klar til at åbne og dufte ud over det hele. Allerede før efterårsferien er begyndt.
Lige nu sidder jeg og ser på to kvinder i fjersynet, der går rundt på gaden i Frankrig med bare ben i stilletter og burkaer over hovedet for at protestere imod et forbud, der er til stor debat i forhold til ytringsfriheden og menneskerettighederne og alle de store vigtige ting i verden - og alligevel har jeg egentlig mere lyst til at skrive om min store glæde ved og forundring over, at den hyggelige vogn, der sælger glaserede æbler, vafler og brændte mandler til jul, nu er blevet rullet ud på Nytorv og er klar til at åbne og dufte ud over det hele. Allerede før efterårsferien er begyndt.
Glædelig jul.
tirsdag den 21. september 2010
Det forunderlige i at observere ældre festglade mennesker til dansebal
Det var fredag aften og alle de seje fra Aalborg Katedralskole var til Studenterhuset store jubilæumsfest for at høre musik, som jeg nok i virkeligheden bare ikke helt forstår. Så fredag aften havde jeg (Kit) valgt at tage en vagt i garderoben til en fest for nogle dejlige danseglade damer og herrer på 55+.
Alle unge ved, hvilke typer de kan finde til enhver ungdomsfest og vi ved hvilke typer, der kommer til hvilke fester og på hvilke diskoteker.
Efter jeg havde stået i 6,5 time og taget imod jakker fra både fulde og ædru ældre mennesker, har jeg fundet ud af at alle disse mærkværdige typer helt klart også findes til danseballer med folk på 55+.
Der er selvfølgelig de par tøser der dukker først op til festen for at se, hvordan det hele ser ud og hvor de skal sidde for at have bedst mulighed for at blive budt op til dans resten af aftenen. Lige efter dem dukker den lidt for fornemme kvinde op, der ikke siger hej eller smiler til mig eller nogen som helst andre. Hun kommer selvfølgelig i pels og høje sko, men eftersom det er mig der hænger jakkerne op, kan jeg godt se, at jakken kun er fra H&M og derfor får hun et ekstra stort smil og et ”hav en superduper dejlig aften, du!” med på vejen.
Så er der selvfølgelig også den meget klodsede kvinde. Hun kommer ind og lægger tasken på disken og imens hun tager jakken af, får hun tasken smidt på gulvet. Mens den ene arm stadig er inde i jakken bukker hun sig for at samle tasken op og hun drejer et par gange omkring sig selv, før hun får jakken af og giver den til mig med et par ret så røde kinder. Lige efter jeg får grinet af for mig selv, kommer den forvirrede. Hun kaster jakken på bordet imens hun siger ”hej.. øh.. hvad-æhm? Koster det…. Øh.. Hej!” - hun vender sig om med det samme, så jeg bliver nødt til at råbe efter hende, fordi hun glemte sit garderobenummer og inden hun får snøvlet sig væk igen får hun endnu engang sagt ”hej!”.
Den flirtende er helt bestemt også nem at få øje på til et dansebal. Inden han kommer igennem døren har han blinket til 3-4 stykker og kysset en enkelt på hånden. Imens han rækker mig jakken med et kækt smil og et ”vær så god unge dame”, får han budt en kvinde op til den første dans. Desuden kommer han også forbi et par gange i løbet af aftenen og snakker om mine åbenbart så flotte øjne, og til sidst får jeg simpelthen stukket en 20’er i hånden, for ”hvem med så smukke øjne fortjener ikke en 20’er?”. Og så er der de fnisende veninder, der elsker den flirtende. De fniser fra de kommer ind ad døren og stopper ikke med at smile hele aftenen, og der er absolut ingen der forstår hvad de er i så højt humør over. I samme kategori er der to mere: der er veninderne, som holder sammen hele aftenen; de går på toilet sammen (ja, det gør man sørme også når man er over de 50), de danser sammen, de snakker med de samme mænd, de drikker det samme og de går hjem sammen. Og som nummer to er der ”de mindreårige” (som vi ville kalde dem), de tre yngre piger der har dullet sig op for at komme med til ”de stores” fest.
Og til at drille alle, der er der selvfølgelig både den jokende mand og kvinde, personen der kan gøre grin med hvad som helst og hvem som helst og som modsætning til disse, har vi mokken – hende der brokker sig over at der er for mange mennesker, for meget larm, for ung en pige i garderoben og hvordan kan det være at garderoben koster HELE 15 KR?! (så skulle hun satme prøve at aflevere sin jakke på Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade) og så er der selvfølgelig mokkens søde veninde, som prøver at give en et undskyldende smil idet de går.
Som en af de sidste har vi den danseglade. Den, der vil have hvem som helst med op at danse og gerne fra han kommer ind ad døren og til han går igen – rent faktisk dansede han ud for at hente sin jakke og da han havde fået sin jakke på, tog han fat i en tilfældig kvinde og dansede med hende ud ad døren.
Der er selvfølgelig også de nye veninder, dem som udveksler telefonnumre og snakker om ligegyldigheder og at de da helt sikkert skal mødes engang over en kop kaffe, for det havde da været så sjovt at støde på hinanden her til aften.
Så er der også dem der går først hjem, dem der mener at de simpelthen er alt for gamle til fest og ballade (selvom de tydeligvis ikke var det, da de tog hjemmefra) og til sidst er der passende dem, som går sidst hjem. Dem der altid liiiiige kan bruge 2 minutter mere til lige at høre et ekstra nummer, få drukket deres øl færdig, snakke med tjeneren eller bartenderen eller den, som simpelthen bare er for fuld til at komme ud ad døren.
Så jeg synes simpelthen, at de ældre skal stoppe med at brokke sig over hvor forfærdelige, sjove, underlige, søde eller uopdragne vi unge er. Ellers skal de tage at prøve at stå i garderoben til et dansebal og se, at de overhovedet ikke er bedre selv - vi unge er bare klar over at disse typer findes iblandt os og at vi er en af dem selv.
Jeg håber at folk fra Aalborg Katedralskole havde det sjovt på Studenterhuset og for alle jer andre så håber jeg bare at I ikke lavede noget lige så ubrugeligt, som det jeg brugte min fredag aften på.
Alle unge ved, hvilke typer de kan finde til enhver ungdomsfest og vi ved hvilke typer, der kommer til hvilke fester og på hvilke diskoteker.
Efter jeg havde stået i 6,5 time og taget imod jakker fra både fulde og ædru ældre mennesker, har jeg fundet ud af at alle disse mærkværdige typer helt klart også findes til danseballer med folk på 55+.
Der er selvfølgelig de par tøser der dukker først op til festen for at se, hvordan det hele ser ud og hvor de skal sidde for at have bedst mulighed for at blive budt op til dans resten af aftenen. Lige efter dem dukker den lidt for fornemme kvinde op, der ikke siger hej eller smiler til mig eller nogen som helst andre. Hun kommer selvfølgelig i pels og høje sko, men eftersom det er mig der hænger jakkerne op, kan jeg godt se, at jakken kun er fra H&M og derfor får hun et ekstra stort smil og et ”hav en superduper dejlig aften, du!” med på vejen.
Så er der selvfølgelig også den meget klodsede kvinde. Hun kommer ind og lægger tasken på disken og imens hun tager jakken af, får hun tasken smidt på gulvet. Mens den ene arm stadig er inde i jakken bukker hun sig for at samle tasken op og hun drejer et par gange omkring sig selv, før hun får jakken af og giver den til mig med et par ret så røde kinder. Lige efter jeg får grinet af for mig selv, kommer den forvirrede. Hun kaster jakken på bordet imens hun siger ”hej.. øh.. hvad-æhm? Koster det…. Øh.. Hej!” - hun vender sig om med det samme, så jeg bliver nødt til at råbe efter hende, fordi hun glemte sit garderobenummer og inden hun får snøvlet sig væk igen får hun endnu engang sagt ”hej!”.
Den flirtende er helt bestemt også nem at få øje på til et dansebal. Inden han kommer igennem døren har han blinket til 3-4 stykker og kysset en enkelt på hånden. Imens han rækker mig jakken med et kækt smil og et ”vær så god unge dame”, får han budt en kvinde op til den første dans. Desuden kommer han også forbi et par gange i løbet af aftenen og snakker om mine åbenbart så flotte øjne, og til sidst får jeg simpelthen stukket en 20’er i hånden, for ”hvem med så smukke øjne fortjener ikke en 20’er?”. Og så er der de fnisende veninder, der elsker den flirtende. De fniser fra de kommer ind ad døren og stopper ikke med at smile hele aftenen, og der er absolut ingen der forstår hvad de er i så højt humør over. I samme kategori er der to mere: der er veninderne, som holder sammen hele aftenen; de går på toilet sammen (ja, det gør man sørme også når man er over de 50), de danser sammen, de snakker med de samme mænd, de drikker det samme og de går hjem sammen. Og som nummer to er der ”de mindreårige” (som vi ville kalde dem), de tre yngre piger der har dullet sig op for at komme med til ”de stores” fest.
Og til at drille alle, der er der selvfølgelig både den jokende mand og kvinde, personen der kan gøre grin med hvad som helst og hvem som helst og som modsætning til disse, har vi mokken – hende der brokker sig over at der er for mange mennesker, for meget larm, for ung en pige i garderoben og hvordan kan det være at garderoben koster HELE 15 KR?! (så skulle hun satme prøve at aflevere sin jakke på Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade) og så er der selvfølgelig mokkens søde veninde, som prøver at give en et undskyldende smil idet de går.
Som en af de sidste har vi den danseglade. Den, der vil have hvem som helst med op at danse og gerne fra han kommer ind ad døren og til han går igen – rent faktisk dansede han ud for at hente sin jakke og da han havde fået sin jakke på, tog han fat i en tilfældig kvinde og dansede med hende ud ad døren.
Der er selvfølgelig også de nye veninder, dem som udveksler telefonnumre og snakker om ligegyldigheder og at de da helt sikkert skal mødes engang over en kop kaffe, for det havde da været så sjovt at støde på hinanden her til aften.
Så er der også dem der går først hjem, dem der mener at de simpelthen er alt for gamle til fest og ballade (selvom de tydeligvis ikke var det, da de tog hjemmefra) og til sidst er der passende dem, som går sidst hjem. Dem der altid liiiiige kan bruge 2 minutter mere til lige at høre et ekstra nummer, få drukket deres øl færdig, snakke med tjeneren eller bartenderen eller den, som simpelthen bare er for fuld til at komme ud ad døren.
Så jeg synes simpelthen, at de ældre skal stoppe med at brokke sig over hvor forfærdelige, sjove, underlige, søde eller uopdragne vi unge er. Ellers skal de tage at prøve at stå i garderoben til et dansebal og se, at de overhovedet ikke er bedre selv - vi unge er bare klar over at disse typer findes iblandt os og at vi er en af dem selv.
Jeg håber at folk fra Aalborg Katedralskole havde det sjovt på Studenterhuset og for alle jer andre så håber jeg bare at I ikke lavede noget lige så ubrugeligt, som det jeg brugte min fredag aften på.
lørdag den 11. september 2010
En opfordring til moderne unge mennesker om at opdatere deres ordforråd
Det skete, at jeg (Julie) sad i bussen en dag på vej hjem fra skole og på ulykkelig vis havde glemt min hjertekære iPod. Jeg var derfor nødsaget til at sidde og høre på samtalen mellem de to piger på sædet lige foran mig. De var begge omtrent lige så gamle som jeg selv, og derfor var det naturligt at udtryk som "ej, hvor nice", "oh my god" og "fuck, hvor nederen" blev anvendt hyppigt i løbet af deres samtale. Jeg er selv storforbruger af disse udtryk i daglig tale, men det går altid først op for mig når jeg lytter til andre, der taler på samme måde, at disse føromtalte moderne udtryk lyder helt forfærdelig.... nederen. Der har altid fandtes slang og udtryk, der er karakteristiske for tiden, men jeg bliver simpelthen nødt til at påstå at nutidens unge mennesker taler så helt igennem grimt, og med så lidt variation i deres ordforråd, som det overhovedet må kunne være muligt. Helt ærligt, så synes jeg sgu at de gamle uskyldige 'karse' og 'ymer' var bedre end 'fuck' og 'bitch'. Nok lyder "bred ymer" kikset, men i det mindste er det da en kende mere sofistikeret at omtale et sundt mælkeprodukt i ny og næ end at gå og bande så vulgært hele tiden. Hvad er der overhovedet blevet af det skønne, danske sprog mellem os unge mennesker?
For at vende tilbage til samtalen mellem de to piger foran mig i bussen og en endelig konklusion, vil jeg runde min fortælling af med dét, der gav mig den største åbenbaring: at den ene pige efter en alvorlig forklaring af en eller anden sygdom hun havde haft, sluttede af med at fortælle sin veninde, at hun havde været på sygehuset efter et anfald, hvor hendes hjerte helt havde holdt op med at slå et øjeblik. Dette er selvfølgelig chokerende at opfange på en tilfældig bustur, men jeg må indrømme at det, der forfærdede mig mest, var venindens svar til det hele: "fuck, hvor nederen!"
For at angribe problemet omkring det stadigt mere forsvindende ordforråd, har vi tilladt os at samle et udvalg af ord, som vi vil opfordre os alle sammen til at benytte os af lidt oftere som synonymer for de ellers vante udtryk, simpelthen for at ære det danske sprog og få lidt variation og en ordentlig tone ind i den daglige tale blandt unge mennesker - som følger:
Ordet "nice" kunne eksempelvis skiftes ud med et eller flere af disse gode gamle udtryk:
Fornøjeligt, frydefuldt, opmuntrende, morsomt, enestående, brilliant, pragtfuldt, livsaligt, skæppeskønt, udmærket, underfuldt, velsignet, herligt, lifligt, elytisk, fremragende, fabelagtigt, vellykket, opløftende.
I stedet for ordet "nederen" kunne disse ord tænkes at være anvendelige:
Utilfredsstillende, utilstrækkeligt, kritisabelt, fordømmeligt, forkasteligt, forkert, lastværdigt, nedslående, ubehageligt.
Udtryk, der kan benyttes i stedet for "oh my god" kunne tælle:
"Åh gud", "aldrig har jeg kendt mage", "er du da vimmer", "splitte mine bramsejl", "ih, du glade verden", "gud fri mig vel", "jamen dog", "for søren da", og "hold da op".For at vende tilbage til samtalen mellem de to piger foran mig i bussen og en endelig konklusion, vil jeg runde min fortælling af med dét, der gav mig den største åbenbaring: at den ene pige efter en alvorlig forklaring af en eller anden sygdom hun havde haft, sluttede af med at fortælle sin veninde, at hun havde været på sygehuset efter et anfald, hvor hendes hjerte helt havde holdt op med at slå et øjeblik. Dette er selvfølgelig chokerende at opfange på en tilfældig bustur, men jeg må indrømme at det, der forfærdede mig mest, var venindens svar til det hele: "fuck, hvor nederen!"
For at angribe problemet omkring det stadigt mere forsvindende ordforråd, har vi tilladt os at samle et udvalg af ord, som vi vil opfordre os alle sammen til at benytte os af lidt oftere som synonymer for de ellers vante udtryk, simpelthen for at ære det danske sprog og få lidt variation og en ordentlig tone ind i den daglige tale blandt unge mennesker - som følger:
Ordet "nice" kunne eksempelvis skiftes ud med et eller flere af disse gode gamle udtryk:
Fornøjeligt, frydefuldt, opmuntrende, morsomt, enestående, brilliant, pragtfuldt, livsaligt, skæppeskønt, udmærket, underfuldt, velsignet, herligt, lifligt, elytisk, fremragende, fabelagtigt, vellykket, opløftende.
I stedet for ordet "nederen" kunne disse ord tænkes at være anvendelige:
Utilfredsstillende, utilstrækkeligt, kritisabelt, fordømmeligt, forkasteligt, forkert, lastværdigt, nedslående, ubehageligt.
Udtryk, der kan benyttes i stedet for "oh my god" kunne tælle:
God fornøjelse. Vi håber, I synes, det ville være nice at lære et par nye ord.
Ræsonnementet
mandag den 30. august 2010
Nu skal vi kun sove 4 gange...
Følelsen af i dag? Den må vi citere den kære Benny Andersen for:
Hvorfor er det altid mandag om mandagen?
Hvorfor er det altid mandag om mandagen?
Ikke bare mandag morgen, også om eftermiddagen og hele aftenen.
Man kan mærke det lige fra man vågner;
den er gal
for sent i skole
for sent på arbejde
og de skælder ud
de ser skævt til en
de har så store øjne
kæfter så meget op om mandagen
hvor man mindst kan tåle det.
De får en til at føle sig så lille om mandagen
mindst et hovede mindre
for ikke at tale om humøret;
det er ca en halv cm højt
der skal nogle ordentlige stylter til
hvis nogen skal få øje på det.
Hvorfor har du så store øjne, boss?
Fordi jeg vil se om du passer dit arbejde.
Hvorfor har du så store ører, skolelærer?
Fordi jeg vil høre om du har læst dine lektier.
Hvorfor er din mund så stor, far?
Det er for at udvide mit ordforråd - haps!
Tirsdagen:
jo det kan lige gå med tirsdagen,
men mandagen - kunne man ikke sløjfe den helt,
holde en sabbatmandag.
Få tid til at se ind i nogle øjne
Finde ud af hvem man godt kan lide
Glæde sig over hinandens tæer
Tænk på hvor lang tid der kan gå,
før man opdager at et andet menneske har en meget smuk mund
eller en glad hånd.
Det var noget i den retnng man sku' bruge sin mandag til
Så ville man styrte ud af sengen hver mandag morgen
for ikke at gå glip af et sekund.
Men som det er i øjeblikket kan man ikke komme ud af fjerene
Bliver dagen igennem forelsket i sin dyne
- kan dårligt selv mærke forskel
Der er ingen der fløjter om mandagen
De fleste ulykker sker om mandagen
Der er ingen der har en tændstik om mandagen
Man bliver mindst 5 år ældre om mandagen
Ku' man bare lave om på mandagen...
Hvorfor er det altid mandag om mandagen?
Det slår aldrig fejl!
onsdag den 25. august 2010
Anbefaling: Husk at sætte tingene lidt i perspektiv
I dag hørte vi om en 16-årig spansk pige, der har sparet 36.000 kroner sammen til en operation for at få lavet større bryster, og føler os med god samvittighed pludselig ikke længere så forfængelige.
Denne tankegang kan anvendes til en lang række forskellige scenarier og vi vil anbefale jer at benytte den så ofte, som I føler behov for retfærdiggørelse for jeres handlinger. Sig for eksempel til jer selv: "der vil altid være nogen, der ville bruge flere penge på et par sko end mig" eller "der er altid nogen, der lægger flere penge i nødhjælpskassen end mig (jeg redder regnskoven en anden dag, hvor jeg ikke har lyst til hvid chokolade)" eller "der er helt sikkert nogen, der spiser mere kage end mig/dyrker mindre motion end mig".
Metoden kan efter personlig erfaring bekræftes succesfuld og er simpelthen med til at gøre livet en tand lettere og mindre præget af dårlig samvittighed over luksusproblemer eller dovenskab.
God fornøjelse fra
Ræsonnementet (der er altid nogen, der beskæftiger sig med endnu mindre vigtige problemer end os).
Denne tankegang kan anvendes til en lang række forskellige scenarier og vi vil anbefale jer at benytte den så ofte, som I føler behov for retfærdiggørelse for jeres handlinger. Sig for eksempel til jer selv: "der vil altid være nogen, der ville bruge flere penge på et par sko end mig" eller "der er altid nogen, der lægger flere penge i nødhjælpskassen end mig (jeg redder regnskoven en anden dag, hvor jeg ikke har lyst til hvid chokolade)" eller "der er helt sikkert nogen, der spiser mere kage end mig/dyrker mindre motion end mig".
Metoden kan efter personlig erfaring bekræftes succesfuld og er simpelthen med til at gøre livet en tand lettere og mindre præget af dårlig samvittighed over luksusproblemer eller dovenskab.
God fornøjelse fra
Ræsonnementet (der er altid nogen, der beskæftiger sig med endnu mindre vigtige problemer end os).
mandag den 23. august 2010
Søges: Et par ordentlige tyrenosser, der dur til noget.
For at starte denne lille anekdote med en godt slidt kliché: kender I det… når man møder HAM på gaden - men godt nok glemte at stoppe og snakke med ham? I stedet for at stoppe op og råbe "fuck, du er lækker, skal vi gifte os og få fire børn og en dalmatiner sammen?" går du nemlig bare videre og drømmer om hvordan han ville være faldet pladask for dig. Det gør vi i hvert fald.
For nylig gik vi over Frederikstorv i en livlig samtale om noget meget ligegyldigt, da vi begge kiggede op og så en meget nydelig ung mand komme løbende imod os. Faktisk var han så nydelig at vi begge to holdt kæft og i løbet af ét sekund begge to glemte hvad vi snakkede om. I løbet af den tid det tog ham at løbe de 7 meter mod os, smile venligt til os og løbe omkring 20 meter længere ned ad gaden forbi os (hvorpå vi selvfølgelig mekanisk havde vendt os om for at beundre ham bagfra) nåede vores hjerner at slå fuldstændig fra og vi befandt os nu i uvis tid i måbende krybdyrtilstand. Kun én gang i et splitsekund fjernede vi blikket fra ham og så på hinanden for at bekræfte at vi stirrede på det samme fænomen. Da han var forsvundet rundt om hjørnet og vi blev i stand til at tænke rationelt igen, var vi begge dybt frustrerede over at ingen af os havde stoppet ham, for som sagt: han ville jo have faldet pladask for os!
Vi snakkede om hvorfor veninder altid samles og snakker om den dreng, de så i byen, som var umenneskeligt flot, men som ingen turde at snakke med, eller den dreng, som rent faktisk smilede så sødt og imødekommende til én, men hvor det var lidt for pinligt at stoppe op og sige ”hey. Du ser fanen fisme sød ud. Hvad hedder du?”.
Vi blev enige om at vi piger skal til at få nogle nosser! Det er jo oftest drengene der kommer hen og siger: ”Hej. Vil du have en øl og snakke lidt med mig?”, for vi tør jo ikke – tænk hvis der ikke er flere penge på kortet, tænk hvis han ikke synes jeg er pæn, tænk hvis han har en kæreste, tænk hvis jeg har en bussemand på kinden, tænk hvis…. Nej! Nu er det på tide at vi tager os godt og grundigt sammen! Nu er det på tide vi er ligeglade med at blive afvist! – vi afviser jo selv drenge gang på gang – og de klarer den med en smart kommentar og et high-five fra kammeraterne!
Efter vi længe havde snakket om, at vi piger skulle få et par nosser, var vi nået op til Studenterhuset. Midt i en sætning, noget i retningen af: ”nu tager vi os søren fiseme sammen!! Det er kraftedd---” stoppede Julie op og stirrede og måbede i den krybdyrstilstand, som vi havde oplevet tidligere. Denne gang var det Julies drømme fyr (som vi har set mange gange før) som kom gående. Flot, selvsikker og med overskud til at give et smil på vejen forbi os og op mod baren... Der gik ikke meget mere end 2 minutter før vi var ude derfra - uden Julie havde sagt et eneste ord til ham…
Det tager åbenbart sin tid at dyrke et par store, gode nosser som dur til noget.
For nylig gik vi over Frederikstorv i en livlig samtale om noget meget ligegyldigt, da vi begge kiggede op og så en meget nydelig ung mand komme løbende imod os. Faktisk var han så nydelig at vi begge to holdt kæft og i løbet af ét sekund begge to glemte hvad vi snakkede om. I løbet af den tid det tog ham at løbe de 7 meter mod os, smile venligt til os og løbe omkring 20 meter længere ned ad gaden forbi os (hvorpå vi selvfølgelig mekanisk havde vendt os om for at beundre ham bagfra) nåede vores hjerner at slå fuldstændig fra og vi befandt os nu i uvis tid i måbende krybdyrtilstand. Kun én gang i et splitsekund fjernede vi blikket fra ham og så på hinanden for at bekræfte at vi stirrede på det samme fænomen. Da han var forsvundet rundt om hjørnet og vi blev i stand til at tænke rationelt igen, var vi begge dybt frustrerede over at ingen af os havde stoppet ham, for som sagt: han ville jo have faldet pladask for os!
Vi snakkede om hvorfor veninder altid samles og snakker om den dreng, de så i byen, som var umenneskeligt flot, men som ingen turde at snakke med, eller den dreng, som rent faktisk smilede så sødt og imødekommende til én, men hvor det var lidt for pinligt at stoppe op og sige ”hey. Du ser fanen fisme sød ud. Hvad hedder du?”.
Vi blev enige om at vi piger skal til at få nogle nosser! Det er jo oftest drengene der kommer hen og siger: ”Hej. Vil du have en øl og snakke lidt med mig?”, for vi tør jo ikke – tænk hvis der ikke er flere penge på kortet, tænk hvis han ikke synes jeg er pæn, tænk hvis han har en kæreste, tænk hvis jeg har en bussemand på kinden, tænk hvis…. Nej! Nu er det på tide at vi tager os godt og grundigt sammen! Nu er det på tide vi er ligeglade med at blive afvist! – vi afviser jo selv drenge gang på gang – og de klarer den med en smart kommentar og et high-five fra kammeraterne!
Efter vi længe havde snakket om, at vi piger skulle få et par nosser, var vi nået op til Studenterhuset. Midt i en sætning, noget i retningen af: ”nu tager vi os søren fiseme sammen!! Det er kraftedd---” stoppede Julie op og stirrede og måbede i den krybdyrstilstand, som vi havde oplevet tidligere. Denne gang var det Julies drømme fyr (som vi har set mange gange før) som kom gående. Flot, selvsikker og med overskud til at give et smil på vejen forbi os og op mod baren... Der gik ikke meget mere end 2 minutter før vi var ude derfra - uden Julie havde sagt et eneste ord til ham…
Det tager åbenbart sin tid at dyrke et par store, gode nosser som dur til noget.
lørdag den 7. august 2010
Underfundige kendsgerninger til at filosofere over på vej hjem fra festen
Hvis én ko i en flok bliver bange, går resten af den automatisk i panik og flygter med den.
Der overføres flere bakterier gennem et håndtryk end gennem et kys.
Delfinen er den eneste art udover mennesket, der dyrker sex for fornøjelsens skyld.
Der overføres flere bakterier gennem et håndtryk end gennem et kys.
Delfinen er den eneste art udover mennesket, der dyrker sex for fornøjelsens skyld.
Det er fysisk umuligt for en gris at se lodret op i himlen.
Det er fysisk umuligt at slikke sig selv på albuen.
(Desuden er du sikkert en af de 98% af alle, der læser dette, som nu prøver på at gøre det.)
Og derudover tager 41% af alle mennesker folk med krøller mindre seriøst.
søndag den 25. juli 2010
Jomfru-indlægget: En meget lang forklaring om noget med at vokse op med Narkissos
Vi lever i år 2010, en digitaliseret og individorienteret tidsalder hvor Facebook er ligeså virkelig som virkeligheden og hvor en brugerprofil på nettet efterhånden fungerer som det mest officielle bevis på en persons eksistens. Alt i hele verden er konstant tilgængeligt på computeren og androidtelefonen og der findes ikke længere retningslinjer for, hvad der er relevante eller vigtige nyheder for folket og hvad der bare er opmærksomhedshunger og fuldstændigt ligegyldige oplysninger. Overalt hvor mennesker kan ses og høres er det ikke længere nok, at høre efter hvad de har at sige om det, de egentlig skal oplyse os om; vi bliver også nødt til at høre om deres livshistorie og privatliv for at kunne relatere til dem – således er seernes ”helt personlige venskaber” med tv-værterne og Facebooks virtuelle udstillingsvinduer et billede på den personfikserede, narcissistiske og totalt offentlige verden vi lever i i dag. Cyberspace, bøger og tv er proppet med almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis har oplevet noget som helst mere spændende i deres liv end så mange andre, men som er overbevist om, at lige netop dé er uundværlige for resten af verdens bevidsthed. Alle som én opdrages nutidens børn til at opfatte sig selv som noget ganske særligt, og hvis ikke de virkelig har noget specielt at føre sig frem med, så er det jo ligeså nemt som ingenting at opdigte et talent eller bilde sig selv ind, at man har ét - et talent der selvfølgelig skal udstilles foran resten af verden som et sandt vidunder, ligegyldigt dets egentlige karakter. For hver eneste nye sæson af X-factor bliver det bliver sværere og sværere at skille juvelerne fra de grå sten og skidt fra kanel. Det ser ud som om X-factor er blevet en almen egenskab, der er nødvendig for enhver at besidde for at blive accepteret i sociale sammenhænge eller i samfundet som almindelighed.
Vi er to syttenårige piger, der er vokset op i og opdraget af lige præcis denne tid. Elektronikken har udviklet sig sammen med os, og i takt med at vi blev ældre lærte vi at skifte vores Gameboy Classic ud med en Colour og senere blev Gameboyen helt skiftet ud med en mobiltelefon og en iPod indtil vi sad og spillede Zoo Tycoon og Sims på en bærbar computer. Siden er computerspillene (næsten) udelukkende blevet skiftet ud med den fabelagtige, bundløse, magiske verden – Internettet. På internettet lærte vi at søge oplysninger, der gjorde os klogere og vi lærte at surfe på flere forskellige sprog og dele vores problemer og opdagelser med andre på nettet. Vi begyndte at se tv på nettet og fik profiler på forums hvor vi opdagede, at man helt selv kunne bestemme sin personlige fremtræden med et valgfrit brugernavn og eventuelt det bedste billede, man havde af sig selv. Da Youtube fik sit gennembrud blev det helt normalt for almindelige kedelige mennesker at lægge private videoer ud af sig selv side om side med pladeselskabernes officielle musikvideoer, der skulle promovere de egentlige stjerner - og vi lærte ud fra observation af disse gale mennesker, at det i mange tilfælde er ligegyldigt om man har noget alvorligt på hjerte, eller bare gerne vil vise resten af verden at man eksisterer ved bevidst (eller oftest ubevidst) at gøre sig selv til grin – det hele går for det meste bare ud på at gøre sig bemærket af frygt for at blive glemt. For det er i virkeligheden dét, alle mennesker går og frygter nu om dage – at de simpelthen ikke vil blive husket mange hundreder år frem i tiden. For hvad var meningen så med at de var her? Derfor skynder alle mennesker sig at oprette en meget relevant blog på Blogspot om sig selv og deres, for andre mennesker, ligegyldige privatliv eller at skrive 100 statusopdateringer i timen om, hvor langt de nu er nået med deres espresso eller den nye carport. Visheden om at alle andre mennesker har mulighed for at følge med i ens liv, skaber en eksistentiel tryghed som vi har brug for som aldrig før, i en verden hvor man kun kan blive for kedelig, for privat eller for glemt.
Efter Youtube tog Facebook et ordentligt skridt ind i det moderne menneskes verden og gjorde sig hurtigt uundværlig for det almindelige menneskes ve og vel og sociale kapital. Og det er så her vi sidder i dag. Facebook er et af de tydeligste billeder på den verden vi er kommet til at leve i – eller netop ikke lever i mere. Det sker så tit at man ser en person sidde fordybet i sin HTC mobil uden at ænse verden omkring sig, og kunne han så ikke ligegodt have ladet være med at sætte sig på den bænk i parken eller på den fortovscafé, hvis han hellere vil lukke sig inde i sit fjerne online-univers? Jo mere online vi forholder os til nettet og diverse applikationer og nyhedstjenester og statusopdateringer, jo mere offline ser det ud som om vi bliver i den virkelige verden, som vi ellers har så travlt med at skrive om i den virtuelle, der er blevet en slags parallel virkelighed. Og selvom det, at fordybe sig på skærmen umiddelbart virker som en meget individuel aktivitet, så er det i bund og grund næsten blevet umuligt at blive indviet i sociale sammenhænge længere, hvis ikke man gør det – man kommer jo aldrig med til festen, hvis ikke man har set invitationen på Facebook.
Og så er der det med personfikseringen og det narcissistiske samfund, som vi ligeledes har fået proppet ned i halsen som en jævn strøm af personificeringer, reality-shows om topmodeller og ligegyldige mennesker, der vil være kendte, deres personlighedsudstillinger, livshistorier og synspunkter på alt mellem himmel og jord – vi har fulgt dem i tv hen på operationsbordet for at se dem få lavet større bryster og vi har oplevet udfordringen ved at være ung mor eller upcoming kendis sammen med dem, vi har set dem synge falsk og tro de er noget, vi har set dem tale godt om sig selv og vi har set dem ryste deres røv op ad Nik og Jay. Alt sammen usund, men ikke desto mindre underholdende hjerneføde, der ifølge de gamle fordærver vores ungsind og gør os til nogle stupide, egoistiske unge mennesker, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert og som kun går op i udseende og penge og hellere skulle tage at læse nogen bøger. Men come on, når sagen skal frem har vi jo alle sammen lært at se forskel på hvad der er reality og hvad der er virkelighed og det vi ved, har vi faktisk ikke altid kun fra Google. Vi griner af dem, der faktisk er til grin og har misforstået det hele, og er lykkelige for, at vi selv besidder mere moderate mængder af idioti og større mængder selvironi end dem på tv. Og selvom vi dansede rundt og prøvede at opføre os ligesom pigerne i de gamle Spice Girls videoer i vores Barbie-gamacher i 90’erne, så er vi trods alt begge to havnet i gymnasiet.
Umiddelbart kunne det lyde som om vi udelukkende ser negativt på alt det her pjat. Men ikke ligefrem – faktisk elsker vi det. Vi elsker narcissismen og at snage i andre menneskers privatliv og at stalke deres Facebook-profil og vi elsker vores eget private udstillingsvindue på nettet – ligeså meget som vi hader det vel at mærke. Vi hader at elske det. For selvfølgelig kan vi godt se galskaben. Men når alt kommer til alt er vi pisse forfængelige og opmærksomhedskrævende og selvom vi ville ønske det var muligt at blande sig uden om, så vil vi allerhelst bare være med i det hele. Vi har lært at det er helt normalt at udstille sig selv og sine tanker, men vi er ligeså påpasselige og seriøse med at holde det mest private for os selv og særligt indviede.
Måske er vi bare direkte produkter af nutidens fordærvende samfund, et par selviscenesættende unge narcissister, uden noget som helst indhold livet der ikke omhandler vores ydre image - to personer der er fuldstændige ligeglade med alle andre mennesker end os selv og den måde vi fremstår på overfor resten af verden, som vi i øvrigt vælger at ignorere, fordi den ikke fortjener ligeså meget opmærksomhed som os. Men vi har trods alt valgt at tro på, at vi ligesom alle andre unge mennesker har lidt mere på hjerte og tænker lidt dybere over tilværelsen, og ligeså meget som vi er indgroet i og udstiller os selv i denne Narkissos’ verden, ligeså meget holder vi af at analysere dén og vores egen rolle i den.
Pointen er, at vi ligesom så mange andre millioner af almindelige mennesker derfor har oprettet denne blog. Ikke for at udstille os selv som personer eller på billeder, men for at dele vores tanker med dem der gider læse dem, eller i det mindste til ære for tankerne selv. Ligesom så mange andre gør. I virkeligheden er det ikke sikkert at vi tænker ret meget anderledes i forhold til alle andre mennesker, men det vælger vi i det mindste at tro på, at vi gør. Forskellen på alle de andre bloggere derude og os, er nemlig bare, at vi rent faktisk er interessante og at vores tanker om stort og meget småt rent faktisk fortjener at blive offentliggjort i folkets almene interesse.
Vi kunne også bare have valgt at melde os til Paradise Hotel, men desværre var vores læber for små og vores intelligenser for store til at nå videre end til de indledende runder. Men når vi er trætte af at blogge engang, kan det være vi udgiver en popsang om at være kendte eller have sex med kendte mennesker.
Vi opfordrer jer alle sammen til at holde fast i jeres egoisme og forfængelighed i fornuftige mængder og at tænke jer om, ligesom størstedelen af os andre gør. Så skal det hele nok gå.
Jeres stort set fortrolige
Kit Jürgens og Julie Gramkow
Vi er to syttenårige piger, der er vokset op i og opdraget af lige præcis denne tid. Elektronikken har udviklet sig sammen med os, og i takt med at vi blev ældre lærte vi at skifte vores Gameboy Classic ud med en Colour og senere blev Gameboyen helt skiftet ud med en mobiltelefon og en iPod indtil vi sad og spillede Zoo Tycoon og Sims på en bærbar computer. Siden er computerspillene (næsten) udelukkende blevet skiftet ud med den fabelagtige, bundløse, magiske verden – Internettet. På internettet lærte vi at søge oplysninger, der gjorde os klogere og vi lærte at surfe på flere forskellige sprog og dele vores problemer og opdagelser med andre på nettet. Vi begyndte at se tv på nettet og fik profiler på forums hvor vi opdagede, at man helt selv kunne bestemme sin personlige fremtræden med et valgfrit brugernavn og eventuelt det bedste billede, man havde af sig selv. Da Youtube fik sit gennembrud blev det helt normalt for almindelige kedelige mennesker at lægge private videoer ud af sig selv side om side med pladeselskabernes officielle musikvideoer, der skulle promovere de egentlige stjerner - og vi lærte ud fra observation af disse gale mennesker, at det i mange tilfælde er ligegyldigt om man har noget alvorligt på hjerte, eller bare gerne vil vise resten af verden at man eksisterer ved bevidst (eller oftest ubevidst) at gøre sig selv til grin – det hele går for det meste bare ud på at gøre sig bemærket af frygt for at blive glemt. For det er i virkeligheden dét, alle mennesker går og frygter nu om dage – at de simpelthen ikke vil blive husket mange hundreder år frem i tiden. For hvad var meningen så med at de var her? Derfor skynder alle mennesker sig at oprette en meget relevant blog på Blogspot om sig selv og deres, for andre mennesker, ligegyldige privatliv eller at skrive 100 statusopdateringer i timen om, hvor langt de nu er nået med deres espresso eller den nye carport. Visheden om at alle andre mennesker har mulighed for at følge med i ens liv, skaber en eksistentiel tryghed som vi har brug for som aldrig før, i en verden hvor man kun kan blive for kedelig, for privat eller for glemt.
Efter Youtube tog Facebook et ordentligt skridt ind i det moderne menneskes verden og gjorde sig hurtigt uundværlig for det almindelige menneskes ve og vel og sociale kapital. Og det er så her vi sidder i dag. Facebook er et af de tydeligste billeder på den verden vi er kommet til at leve i – eller netop ikke lever i mere. Det sker så tit at man ser en person sidde fordybet i sin HTC mobil uden at ænse verden omkring sig, og kunne han så ikke ligegodt have ladet være med at sætte sig på den bænk i parken eller på den fortovscafé, hvis han hellere vil lukke sig inde i sit fjerne online-univers? Jo mere online vi forholder os til nettet og diverse applikationer og nyhedstjenester og statusopdateringer, jo mere offline ser det ud som om vi bliver i den virkelige verden, som vi ellers har så travlt med at skrive om i den virtuelle, der er blevet en slags parallel virkelighed. Og selvom det, at fordybe sig på skærmen umiddelbart virker som en meget individuel aktivitet, så er det i bund og grund næsten blevet umuligt at blive indviet i sociale sammenhænge længere, hvis ikke man gør det – man kommer jo aldrig med til festen, hvis ikke man har set invitationen på Facebook.
Og så er der det med personfikseringen og det narcissistiske samfund, som vi ligeledes har fået proppet ned i halsen som en jævn strøm af personificeringer, reality-shows om topmodeller og ligegyldige mennesker, der vil være kendte, deres personlighedsudstillinger, livshistorier og synspunkter på alt mellem himmel og jord – vi har fulgt dem i tv hen på operationsbordet for at se dem få lavet større bryster og vi har oplevet udfordringen ved at være ung mor eller upcoming kendis sammen med dem, vi har set dem synge falsk og tro de er noget, vi har set dem tale godt om sig selv og vi har set dem ryste deres røv op ad Nik og Jay. Alt sammen usund, men ikke desto mindre underholdende hjerneføde, der ifølge de gamle fordærver vores ungsind og gør os til nogle stupide, egoistiske unge mennesker, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert og som kun går op i udseende og penge og hellere skulle tage at læse nogen bøger. Men come on, når sagen skal frem har vi jo alle sammen lært at se forskel på hvad der er reality og hvad der er virkelighed og det vi ved, har vi faktisk ikke altid kun fra Google. Vi griner af dem, der faktisk er til grin og har misforstået det hele, og er lykkelige for, at vi selv besidder mere moderate mængder af idioti og større mængder selvironi end dem på tv. Og selvom vi dansede rundt og prøvede at opføre os ligesom pigerne i de gamle Spice Girls videoer i vores Barbie-gamacher i 90’erne, så er vi trods alt begge to havnet i gymnasiet.
Umiddelbart kunne det lyde som om vi udelukkende ser negativt på alt det her pjat. Men ikke ligefrem – faktisk elsker vi det. Vi elsker narcissismen og at snage i andre menneskers privatliv og at stalke deres Facebook-profil og vi elsker vores eget private udstillingsvindue på nettet – ligeså meget som vi hader det vel at mærke. Vi hader at elske det. For selvfølgelig kan vi godt se galskaben. Men når alt kommer til alt er vi pisse forfængelige og opmærksomhedskrævende og selvom vi ville ønske det var muligt at blande sig uden om, så vil vi allerhelst bare være med i det hele. Vi har lært at det er helt normalt at udstille sig selv og sine tanker, men vi er ligeså påpasselige og seriøse med at holde det mest private for os selv og særligt indviede.
Måske er vi bare direkte produkter af nutidens fordærvende samfund, et par selviscenesættende unge narcissister, uden noget som helst indhold livet der ikke omhandler vores ydre image - to personer der er fuldstændige ligeglade med alle andre mennesker end os selv og den måde vi fremstår på overfor resten af verden, som vi i øvrigt vælger at ignorere, fordi den ikke fortjener ligeså meget opmærksomhed som os. Men vi har trods alt valgt at tro på, at vi ligesom alle andre unge mennesker har lidt mere på hjerte og tænker lidt dybere over tilværelsen, og ligeså meget som vi er indgroet i og udstiller os selv i denne Narkissos’ verden, ligeså meget holder vi af at analysere dén og vores egen rolle i den.
Pointen er, at vi ligesom så mange andre millioner af almindelige mennesker derfor har oprettet denne blog. Ikke for at udstille os selv som personer eller på billeder, men for at dele vores tanker med dem der gider læse dem, eller i det mindste til ære for tankerne selv. Ligesom så mange andre gør. I virkeligheden er det ikke sikkert at vi tænker ret meget anderledes i forhold til alle andre mennesker, men det vælger vi i det mindste at tro på, at vi gør. Forskellen på alle de andre bloggere derude og os, er nemlig bare, at vi rent faktisk er interessante og at vores tanker om stort og meget småt rent faktisk fortjener at blive offentliggjort i folkets almene interesse.
Vi kunne også bare have valgt at melde os til Paradise Hotel, men desværre var vores læber for små og vores intelligenser for store til at nå videre end til de indledende runder. Men når vi er trætte af at blogge engang, kan det være vi udgiver en popsang om at være kendte eller have sex med kendte mennesker.
Vi opfordrer jer alle sammen til at holde fast i jeres egoisme og forfængelighed i fornuftige mængder og at tænke jer om, ligesom størstedelen af os andre gør. Så skal det hele nok gå.
Jeres stort set fortrolige
Kit Jürgens og Julie Gramkow
Abonner på:
Opslag (Atom)